Fem glade dage

Mange har spurgt mig, hvorfor jeg valgte at tage ud paa denne rejse inden jeg har afsluttet gymnasiet – hvorfor jeg ikke bare venter, for bliver det ikke svaert at indhente de to maaneder jeg er kommet bagud?
Jeg er selv sikker paa at det bliver haardt, og der skal slides i det, naar jeg komme hjem – det laegger haardt ud med to ugers intens SRP-skrivning i juleferien. Jeg har hele tiden vidst det, og jeg har hele tiden vaeret sikker paa, at denne rejse ville blive det hele vaerd. Jeg er ikke blevet skuffet, de sidste seks uger har vaeret fyldt med oplevelser jeg ikke vil glemme. Hvis der alligevel skulle have vaeret en smule tvivl i mig, har de sidste fem dage visket den bort – godt og grundigt.

Siden i fredags har jeg oplevet saa mange fantastiske ting og vaeret saa glad, saa glad. Der har vaeret fiesta i Quito, saa gaderne har vaeret fyldte med feststemte mennesker, og vi skulle selvfoelgelig ind og opleve det. Vi (jeg og tre andre piger) moedtes med en af vores ecuadorianske venner i hans vens lejlighed i Quito, og det var noget af et syn vi moedte, da vi traadte indenfor. Han var helt tydeligt velhavende med penge nok til at kunne koebe alt hvad han har lyst til at have i sin lejlighed – saa det havde han gjort. Der var gamle (kunstige) antikke moebler, en plasticlysekrone, marmorborde, falske blomster, en stor pynte-hestevogn og meget andet maerkeligt at se, og resultatet var.. jeg kan kun komme i tanke om ordet tacky. Vi blev der i en time, hvorefter vi dansede salsa og reggeaton i La Mariscal til kl 4 om morgenen. Vi sov i tre timer, hvorefter vi stod op for at se en kaempe parade, der i forbindelse med ”El Día de Quito”, gik igennem gaderne. Det var farverigt, hoejt og en sjovt.

Derefter begav vi os af sted mod Laguna Quilotoa nogle timer syd for Quito. Laguna Quilotoa er en smuk kratersoe i en gammel udslukt vulkan, og vi ankom til den lille naerliggende by om aftenen i isnende kulde. Vi lejede os ind paa et billigt hostel med vaerelser kolde nok til at vi kunne se vores aande. Det blev ikke varmere i loebet af natten og vi laa taet under uldtaepperne for at proeve at holde varmen. Naeste morgen gik vi ned mod selve soeen, og hvilket syn der moedte os. Det turkise vand der laa mellem de naesten lodrette bjergvaegge, og de snedaekkede toppe af Cotopaxi og nogle andre bjerge der taarnede sig op i baggrunden. Ganske koent.

Vi gik ned til vandet hvilket kun tog ca en halv time. Da vi ville op igen mente vi at

kunne se en sti et godt stykke fra grusvejen, som vi var kommet ned ad. Vi valgte at foelge stien, og kom laengere og laengere vaek fra vejen, til vi til sidst ikke anede hvor vi var. Vi vidste dog at vi skulle op, saa da vi fandt en anden sti, fulgte vi den.
Det vidste sig ikke at vaere en sti, men blot en revne i jorden skabt af smeltevand. Det tog ikke modet fra os, saa vi gik videre – selv da skakten blev saa smal at vi kun kunne komme igennem ved at gaa sidelaens og uden vores bagage, der blev rakt til os bagefter. Saadan klatrede vi op ad i varmen vi saadan havde savnet natten foer, men som nu lige pludselig var lidt i overkanten. Men op kom vi efter nogle timer, og vi begav os ud paa turen rundt om soen hen over de takkede bjergrygge. Igen for vi vild et par gange (jeg er ikke helt sikker paa hvordan det er muligt et sted med saa klart et pejlemaerke som den blaa soe).

Det var haardt, men meget smukt. Det var en lille smule et antiklimaks at man, da vi stod paa det hoejeste punkt, ikke kunne se laengere end tre meter frem for sig pga. skyerne der var vaendt tilbage. Men det havde sin egen charme.

Det sidste billede er fra det hoejeste punkt - som Sarah sagde: What a view!

Mandag aften to jeg og de tre andre piger; Annso, Charlotte og Sarah, indtil parken i La Carolina i Quito, hvor der blev holdt gratis koncerter i forbindelse med festdagene. Der stod vi mellem syngende ecuadorianere, og med saa lavthaengende skyer, at man kun kunne skimte lysene fra de flyvemaskiner der floej kun et par hundrede meter over vores hoveder, og havde det fantastisk i mens vi lyttede til diverse ecuadorianske kunstnere.

Aftenen blev ved, og endte med at vaere en af de bedste i mit liv. Jeg vil ikke forsoege at beskrive det her, men saadan en aften er for mig essensen af at rejse – og af at leve. Da klokken blev syv naeste morgen, og vi stadig ikke var gaaet i seng, men var helt hoeje pga. aftnens begivenheder, besluttede vi os for ikke at gaa i seng, men i stedet tage el teleférico op til Pichinchabjergene. El teleférico er en svaevebane der tager dig op i lidt mere end fire kilometers hoejde, saa du har en udsigt over hele Quito.

Klokken er nu ni om aftnen og jeg har ikke sovet i naesten fyrre timer. Jeg er saa glad, men ogsaa trist over at det snart er slut. Aller mest er jeg ked af, at skulle sige farvel til de andre piger, for det vi har oplevet sammen foeles som noget ud over det saedvanlige. Naar jeg om nogle uger sidder og skriver SRP vil jeg taenke paa disse fem dage og ikke fortryde, at jeg rejste allerede nu, for det er fantastisk.

… Jeg kunne ikke dy mig, saa nu faar I en hel stak af billeder fra smukke Quilotoa! – og et enkelt fra la fiesta en Quito :)

Nu vil jeg sove
!

Min hverdag her

Mange ting oplever jeg her. Ud over de helt spektakulaere ting saasom Cotopaxi og regnskoven, saa lever jeg ogsaa et roligt liv med mange smaa oplevelser, der er lige saa vigtige for denne rejse. Jeg vil proeve at fortaelle lidt om dem her.

Jeg bor i Cumbaya en rig bydel i det nordlige Quito, eller dvs. at den bydel i Cumbaya der hedder Miravalle er meget rig, i min del af Cumbaya er folk ikke saa rige. Det virker nogle gange som om, alt her er en del af Quito – bare en mindre bydel. Fx arbejder jeg i Collaqui som er den fattigste bydel i Tumbaco, som igen er en del af Quito.

Levestandarden her i Ecuador svinger utroligt meget. Jeg har vaeret i otte hjem, og jeg har set alt fra sparsomme hjem til store luksusvillaer. Sidste soendag lavede jeg og de andre piger fra projektet mad sammen med Mario og Andrés – vores capoeiralaerer og ven fra holdet. De er begge to baade rige og succesfulde, og de forsoegte virkelig at lade vaere med at goere store oejne, da de saa det hus i Collaqui, hvor en af de andre voluntoerer bor, og hvor vi skulle lave mad. De har nu heller ikke saerligt meget i det hjem. Et smalt rum med en sofa og et stuebord, et par smaa sovevaerelser og et koekken, hvor der er saa lavt til loftet, at man kun kan staa oprejst enkelte steder – ogsaa selv om man er en lille ecuadorianer.
Det er en stor kontrast til en af de andre voluntoerers hjem i Miravalle. Her har en gruppe rige familier lavet en miniature-by, med en kaempe mur rundt om og sikkerhedsvagter. I deres hjem mangler der ikke noget – der er nok naermere dobbelt saa meget af det, saa de har brug for.

Jeg selv bor sparsomt, men med alt hvad der er brug for. Vaeggene er saa tynde, at det lille skrattende TV’s daarlige lyd gaar lige igennem min vaeg, og naar det er slukket holder min ”mors” snorken mig vaagen, paa trods af, at hun ligger i rummet ved siden af. Hvis jeg formaar at lukke disse lyde ude og alligevel er ved at falde i soevn, kan jeg vaere stensikker paa at blive vaekket kl 10:15 af en bilalarm der gaar i gang hver eneste aften med en serie af varierende hyletoner den fyrer af paa repeat, uden at nogen goer noget for at stoppe den. Jeg er ofte meget traet om aftnen, men jeg har opgivet at gaa i seng, foer bilen er faerdig med at hyle. En anden lille ulempe ved huset er, at det ikke rigtigt er vandtaet. Hvis det regner, formaar taget og doerene ikke at holde vandet ude, saa jeg er mange gange blevet overrasket over at traede i en af de store vandpytter der ligger over alt i huset efter en ordentlig skylle.

Hver morgen koerer Mercedes og Luis mig til Tumbaco, og paa vejen slaar de korsets tegn for sig to gange og beder en lille boen. Der gik en uge inden jeg opdagede, at de gjorde det samme sted paa turen hver dag, og der gik tre uger mere indtil jeg opdagede, at de ikke gjorde det samme sted paa turen hver dag. Jeg har forgaeves forsoegt at finde et moenster i det, men jeg tror ikke, at det eksisterer.

Jeg skrev paa et tidspunkt, at der er en lille dreng ved navn Stalin i min boernehave. Det viser sig at der er to. Det har ogsaa vist sig, at det er et meget normalt navn, og at der er mange af de andre voluntoerer der har drenge ved navn Stalin paa deres projekter. Jeg har dog kun snakket med en enkelt pige, der har fortalt, at hun har en lille dreng ved navn Hitler i hendes klasse. Navnene har undret mig en del, og jeg har spurgt en smule om det. Saa vidt jeg har forstaaet er grunden til disse navne, at foraeldrene ikke aner hvem Hitler og Stalin er. De ved bare at navnet ”Hitler” er kendt, og at det var en person der havde noget at goere med 2. verdenskrig. Punktum. Det er en smule underligt.

Nogle af de ting jeg oplever her er til tider lidt irriterende (som fx hundene der ser forraederisk soede ud, men som i virkeligheden er ondskabsfulde og bider ud efter dine ben), men langt det meste er bare tankevaekkende eller underholdende (som buschauffoererne der koerer som en braekket arm, saa alle i bussen falder og ruller rundt paa gulvet – inkl. mig selv).

Der er saa meget at skrive om, og jeg proever paa ikke at goere disse indlaeg alt for lange, saa resten bliver nogle korte stikord til at beskrive min hverdag: Her er kvinder i store skoerter med fjer i haaret og deres boern i et toerklaede paa ryggen, en bus med militaerskoleboern vinker til mig hver morgen, I sidste uge tog jeg en kvinde i et stjaele fra mig i bussen, lille Tatianna vil hele tiden have os til at synge Hakuna Matata, og saa er der bjergene. Der er bjerge lige meget hvor man kigger hen, det er fantastisk.

PS. I den her weekend var jeg i Mindo, hvor jeg floej paa hovedet gennem luften kun koblet fast til et tyndt kabel 100 meter over taageskoven, og hvor jeg sprang 12 meter ned langs et brusende vandfald (jeg landede skaevt og har store roede ophovnede maerker paa mine laar, -men det var fedt alligevel). Her er saa spaendende!

Cotopaxi

Jeg elskede virkelig at sejle rundt i kanoerne et sted inde i regnskoven, men i denne weekend, tror jeg, at jeg har oplevet noget endnu bedre. Det var et initiativ arrangeret af Universidad de Católica for at samle penge ind

til en lille landsby i Orienten, der gik ud paa, at samle en gruppe, der havde lyst til at tage med til Cotopaxi.

Cotopaxi er en meget smuk sneklaedt vulkan med en tilhoerende naturpark. Selvfoelgelig skulle jeg og de andre piger fra projektet med, og vi endte med at vaere en hel lille gruppe fra organisationen, der droppede paintball og i stedet stod op kl halv fem for at naa bussen tre kvarter senere (men som selvfoelgelig dukkede op en halv time forsinket).

Der var meget smukt, men paa en helt anden maade, end regnskovens groenne bredder med den lumre varme. I Cotopaxis nationalpark befandt vi os pludselig i nogle hoejder vi ikke er vant til, selv efter at have boet i Quito i en maaned. I stedet for regnskovens frodighed stod vi nu pludselig i et landskab der bedst kan beskrives med ord som barsk og storslået. Store udstrakte sletter med enorme sten kastet ud over dem, kurvede bakker og hoeje bjerge der rejste sig omrking os, det ene flottere end det andet.
Jeg kunne ikke lade vaere med at taenke paa Ringenes Herre med scenerne fra Gondor. Man kunne lige forestille si

g en flok ryttere komme galoperende hen over de golde hoeje. Der gik endda vilde heste ved foden af bjergene, og selvom jeg aldrig rigtigt har vaeret et heste-menneske, saa var det et flot syn.

Selvom der var fantastisk i regnskoven, saa gjorde bjergene og hoejsletternes vildhed nu et stoerre indtryk paa mig. ME GUSTAN MUCHO!

Vi blev koert et stykke op ad Cotopaxi, hvor vi blev sat af, saa vi kunne vandre op til the refugee. Der kan ikke have vaeret mange hundrede meter, men det tog sin tid pga. den tynde bjergluft, der fik mit hjerte til at arbejde paa hoejtryk. Da vi naaede op til det lille hus, var der nu nogen af os, der ikke var helt tilfredse med at stoppe, saa vi fik lov til at traske videre i vores snegletempo endnu nogle hundrede meter, saa vi kom op til sneen i fem kilometers hoejde. Jeg tror maaske at vi i alt fik gaaet en lille kilometer, det lyder maaske ikke af saa meget, men hvis man ikke er akklimatiseret og i forvejen har lidt ondt i laarene efter Capoeira-dans, saa var det alligevel en lille sejr. Men jeg ville nu gerne have gaaet hele vejen op til toppen – men det kostede baade penge og tid som jeg ikke har saa meget af. Men det var en rigtig god oplev

else, som jeg er meget glad for, at have faaet med.

I onsdags havde jeg vaeret halvdelen af min tid i projektet, og i dag er det praecis fire uger siden jeg rejste hjemmefra, og der er praecis fire uger til at jeg rejser hjem igen. Allerede halvvejs. Det gaar meget hurtigt, og jeg proever ihaerdigt at faa det hele med.

Det er lidt uhyggeligt som tiden gaar, og de naeste to uger skal nok forsvinde foer jeg opdager det, og pludselig er jeg paa vej til Galápagos. Det glaeder jeg mig nu ogsaa til! Jeg er nu ked af, at jeg snart skal sige farvel til boernene, for jeg er ved at laere dem rigtig godt at kende, og de er virkelig fantastiske. Det bliver nok svaert. Jeg maa nok bare nyde det hele, mens det varer.

Hav det godtderhjemme!

Paa tur i Regnskoven

Tidligt mandag morgen vendte jeg helskindet hjem fra orienten, og er nu i stand til at trykke disse computertaster ned med samtlige fingre i god behold. Ikke alle var lige saa heldige.

Jeg tilbragte fem ret fantastiske dage dybt inde i regnskoven taet paa den colombianske graense (hvilket ikke alle var lige trygge ved) sammen med en gruppe af de andre volontoerer. I loebet af de fem dage oplevede vi lidt af hvert; vi sejlede ned ad mudrede floder, kiggede paa aber og papegoejer, fiskede efter piratfisk, badede samme sted som vi lige havde halet de glubske fisk op fra, gyngede i lianer, laa i haengekoejer, spiste myrer (der smagte overraskende godt at lime), vadede igennem sumpomraader med vores bagage hoejt haevet over hovederne, besoegte det oprindelige folks landsbyer, saa krokodiller og diverse edderkopper, holdt babyalligatorer – og vi saa nogle smukke solnedgange.

For mit eget vedkommende var det en spaendende men ogsaa afslappende tur, paa trods af en natlig vandretur i junglen hvor jeg – og jeg ved stadig ikke helt hvordan det gik til - opdagede, at jeg havde sagt ja til, at vores guide kunne placere en kaempe skorpionedderkop paa mit ansigt, og en efterfoelgende aften, hvor en kaempe fisk sprang op i vores kano foran to amerikanske piger, der gik saa meget amok at vi naer var faldet ud i vandet til de mange alligatorer.
Alligevel slappede jeg af, men det er nu ogsaa svaert at stresse et sted der ellers er saa roligt (og varmt).

Jeg skrev, at ikke alle slap lige godt fra vores jungleeventyr, og det er rigtigt. En islandsk fyr fra min gruppe ved navn Olaf kom ustandseligt til skade. Maaske var hans to meter og seks centimeter hoeje krop for stor en fristelse for de mange dyr. Han formaaede i hvert fald at blive bidt af den babyalligator vores guide havde fisket op af vandet – det var dog ikke et alvorligt bid, saa det glemte vi hurtigt den foelgende dag, da andre dyr fik oeje paa ham. Efter at have vandret mange timer igennem regnskoven med dens mange farlige dyr (heriblandt doedsens giftige froer) foelte vi os i sikkerhed, da vi naaede tilbage til floden og kunne se vores kano. Det viste sig dog at vaere en falsk sikkerhed, da vi pludselig befandt os under angreb fra en flok hidsige insekter, der var langt mere aggressive end krokodillerne, og med bid der gjorde ondt resten af dagen. Olaf lykkedes at blive bidt fem gange – to af gangene i ansigtet, hvor han haevede voldsomt op.
Det vaerste var dog, da vi fiskede efter piratfisk. De fisk vi fangede, tog vi af krogen og smed ud i vandet igen, og med ”vi” mener jeg Olaf, da vi andre ikke rigtigt havde lyst til at naerme os de skarpe taender for meget. Olaf klarede det fint, indtil han var uopmaerksom et kort sekund, og pludselig var der blod ud over det hele. Piratfisken han holdt i sin haand havde taget en stor bid af hans finger.
Det var ikke saa godt, men som Larron, en anden volontoer, paapegede, saa vil en del af Olaf nu altid forblive i Ecuador.
Mens jeg skriver om piratfiskene vil jeg lige indskyde, at jeg var mega sej og fangede en af dem. Det var dog mindre sejt, da jeg tabte den ned i kanoen, hvor den gik amok i vores bagage.

I loebet af de fem dage saa vi mange forunderlige ting, og paa trods af Olafs hul i fingeren, havde vi alle en rigtig god tur.

I ugen der er ved at vaere gaaet siden da, har jeg vaeret til min foerste dansetime. Jeg og tre andre piger har meldt os til noget der hedder ”capoeira” som er en god blanding af dans og selvforsvar. Og saa er det uhyggeligt haardt. Foerste gang var i forgaars og de sidste to dage har jeg humpet rundt med oemme muskler der har gjort, at jeg har vaeret ude af stand til at binde boernenes snoerrebaand og saette mig ned paa en stol uden at skaere en slem grimasse. Naeste time er i aften og selvom det bliver sjovt, saa frygter jeg det lidt, men smerten skal vel bare – i dette tilfaelde ikke loebes, men – sparkes vaek. Mit haab er, at jeg, efter en maaned med to ugentlige timer, vil vaere mega hardcore og have optraenet nogle tiltraengte muskler.

Det bliver alt for denne gang, saa I maa have det rigtig godt.

Den foerste uge

Saa er det en uge siden jeg rejste fra Kastrup og meget er sket siden da.
Denne tur er en stor mundfuld, men en rigtig god en af slagsen, og jeg nyder at vaere her. I ugen der er gaaet har jeg fundet mig til rette paa mit nye vaerelse med de lilla vaegge, bambusbjaelker, bliktag og et falmet sengetaeppe med et stort billede af skoenheden og udyret (efter at han er blevet til prins vel at maerke). Jeg bor hos et soedt aegtepar der hedder Mercedes og Louis, og de har taget sig godt af mig. Ingen af dem snakker engelsk, saa alt maa foregaa paa spansk. Dette er en udfordring, men helt sikkert ogsaa den eneste maade jeg kan laere det paa - saa jeg er glad.

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal kalde, mit projekt... Det er mest en boernehave, men den forbereder boernene paa skolen igennem et utal af sange der beskriver navnene paa boernenes fingre, ugedagene og meget mere. Boernene er saa soede - og utroligt smukke. Der er ca 60 af dem og jeg kaemper med at laere deres navne. De fleste navne er meget normale og lyder mere eller mindre amerikansk - det er navne som Nayeli, Kevin og Naomi. Og saa er der Stalin. Ja, en lille nuttet dreng ved navn Stalin, og jeg maa sige at det er lidt underligt, at sige ordene "Stalin boerst dine taender", men man vender sig til det. Det er sjovt at vaere sammen med boernene og jeg nyder det, selvom jeg ikke forstaar halvdelen af deres pludren.

I loerdags moedte jeg de andre familiemedlemmer der bor paa vores vej, og jeg snakkede laenge med Mercedes' bror der taalmodigt forklarede mig om Ecuadors historie og de politiske problemer, og det lykkedes mig faktisk at forstaa det. Vi blev afbrudt, da alting pludselig begyndte at ryste og det foeltes som om, huset var blevet forvandlet til en af de bumlende busser med de larmende motorer. Mit foerste jordskaelv. Mercedes og Louis sprang op og styrtede rundt, hvorefter de loeb ind i huset ved siden af, hvor deres barnebarn Doménica bor og var alene hjemme. Selve jorskaelvet varede ikke engang et minut, men deres reaktion overraskede mig meget. Jeg har vist haft en eller anden forestilling om, at de er vant til jordskaelv her, og at de ville tage det helt roligt, men der tog jeg fejl. I stedet begyndte Mercedes at graede og snakke i en hysterisk tone. De fortalte mig senere, at der kun er jordskaelv ca hvert fjerde eller femte aar. Jeg synes nu at det var meget spaendende, og jeg tror ikke at det var saa voldsomt.

Senere paa dagen var det min plan at gaa i byen med nogle af de andre volontoerer, men inden da blev jeg inviteret til at spise frokost hos et familiemedlem, hvilket jeg takkede ja til. Det viste sig, at hun boede lidt langt vaek, og pga. jordskaelvet der aabenbart har oedelagt en bro, sad vi i en koe i to timer, fór vild og var tre timer om at naa frem. Saa ingen bytur til mig, i stedet fik jeg noget meget bedre. Det viste sig at frokosten avr en stor havefest for familie, naboer og bekendte og min familie begyndte lystigt at skaenke op af deres ecuadorianske oel, og jeg fandt ud af, at man ikke maa sige nej, hvis man bliver tilbudt et glas. Aftenen udviklede sig, og pludselig ankom en dame iklaedt en stor sort blotter-lignende frakke. Da hun smed den havde hun naesten igenting under den - en ikke-eksisterende nederdel, en sort blazer der var aaben nok til at man kunne se hendes bryster der var ved at falde ud af hendes hoejroede BH der matchede hende slips og lange hoejhaelede stoevler. Hendes paaklaedning fik mig til at taenke paa Istedgade og hun virkede meget malplaceret til familiesammenkomsten i et land, hvor kvinderne til alle tider har daekket deres ben til. Det var foerst da hun fik en mikrofon i haanden,m at det gik op for mig, at hun skulle synge, og maaske var hun ikke saa malplaceret alligevel, for min gamle far Louis nikkede med anerkendene mine da hun begyndte at synge og sagde "muy buen". Saa meget for mig og mine fordomme.
Det blev en skoen aften, hvor jeg dansede mellem bjergene under en halvmaane der hang som et smil paa himlen, sammen med min gamle (men meget ernergiske) familie til rytmer, der var meget langt fra panfloejtemusikken der ellers kan hoeres i mange af de gamle busser.

Jeg har skrevet meget, men der er endnu mere at fortaelle, og jeg kunne blive ved. I stedet vil jeg slutte af med at sige, at min far Louis i gaar aftes sendte mig et af sine tandloese smil og sagde "te quiero". naa.
Jeg har det godt, og i morgen vil jeg rejse ind i orienten (junglen) sammen med de andre volontoerer. Jeg glaeder mig.

Lige om lidt!

Der er to uger til – kun to uger!

Siden dengang for halvandet år siden, hvor Gitte stod i salen og opfordrede alle os elever til at rejse ud i verden som en del af vores gymnasietid, er der sket meget. De mange svævende dagdrømme om Sydamerikas Andesbjerge er nu blevet så virkelige, at jeg om 14 dage lander i Quitos lufthavn midt i mellem de høje vulkaner. Det er næsten ikke til at forstå, at det faktisk kommer til at ske.. Jeg har ventet meget længe.

Hvad jeg helt præcist kommer til at lave dernede, er jeg ikke helt sikker på. Jeg ved, at jeg skal bo i en mindre by uden for Quito hos et ældre ægtepar, og at jeg skal arbejde med 40 små unger i alderen 1-5 år. Jeg har fået at vide, at jeg skal undervise dem i matematik og engelsk, men jeg må indrømme, at jeg har mine tvivl om, hvor meget engelsk jeg kan lære toårige børn.. For slet ikke at tale om matematik. Lige nu forestiller jeg mig, at det mest er omsorg og leg, jeg kommer til at stå for, men jeg finder jo ud af det hele, når jeg står dernede.

Jeg ved heller ikke, hvor ofte jeg kommer til at kunne koble mig på nettet, men jeg vil forsøge at holde denne blog opdateret med jævne mellemrum, så I også kan få en lille fornemmelse af en del af verden, der ligger meget langt væk fra Rysensteen.

Jeg glæder mig! MEGET!